X
GO
da-DKkl-GL
Hovedpunkter fra SIK’s historie

 

Noget om fagforbundets oprindelse, betydning og om nogle af de personligheder, der har præget det.

 

SIK holdt sin første kongres den 2. juli 1956 med deltagelse af repræsentanter for lokale arbejderforeninger i 13 byer. Oprindeligt blev organisationen på grønlandsk kaldt ”Kalaallit Nunaanni Sulisartut Kattuffiat”. Men indtil 1978, hvor der blev foretaget navneforandring til SIK, virkede organisationen under navnet ”GAS”, som er forkortelsen af ”Grønlands Arbejder Sammenslutning”.

Den stiftende kongres blev holdt i Landsrådets mødesal i Nuuk under ledelse af den første forbunds­formand, kontorist Lars Svendsen.

Egentlig eksisterede der før stiftelsen allerede en midlertidig hovedbestyrelse, der havde koordineret tiltag for at samle daglejer-foreningerne på kysten i en sammenslutning. Det var under rådgivning fra den danske fagforeningsmand og socialdemokratisk politiker, blikkenslager Carl P. Jensen.

Siden udviklede SIK sig til en stærk og aktiv medspiller i opbygningen af det grønlandske samfund.

Med SIK som forhandlingspart er en række skelsættende reformer blevet gennemført i samfundssystemet: Først indførelse af kollektive overenskomster. Her skal det bemærkes, at overenskomsterne opererede med lige løn for kvinder og mænd – noget, der i den pågældende tidsperiode ikke eksisterede i de lande, Grønland havde forbindelse med.

Så følger ordningen med takstmæssig offentlig hjælp, oprettelse af fonde for oplysning, uddannelse, beskæftigelsesfremme, ferierejser og for sociale formål, etablering af arbejderhøjskolen og endelig oprettelse af pensionskassen SISA, for at opremse resultaterne i hovedkategorier. Man skal heller ikke glemme, at man begyndte at udfærdige overenskomster og aftaler med grønlandsk som hovedsprog og at der blev indført ligeløn for fastboende og tilkaldt arbejdskraft.

 

Ôdâq Olsen var formand i ialt 16 år, og blev bl. a. bemærket ved, at han tog ejendomsretten til Grønlands undergrund op til afstemning i Grønlands Landsråd, hvor han var medlem i en periode.


Smeden Ôdâq Olsen prægede SIK som dens formand i i alt 16 år gennem 1960-70’erne i en klassisk arbejderstil med stærk social profil, som skabte stor respekt. I en beskeden, men stærk fremtoning var han frontfigur i en strejke i Maarmorilik-minen i 1977 mod et multinationalt selskab – en arbejdskonflikt, der gav genlyd i omverdenen og styrkede den grønlandske arbejderbevægelse, organisatorisk og moralsk.

SIK har stiftet en fond til minde om Ôdâq Olsen, "Ôdâq Olsens Mindefond". Fra fonden kan mangeårige fagforeningsmedlemmer modtage en opmuntringspris, som overrækkes på arbejdernes internationale kampdag. Dette sker efter forslag fra lokalafdelingerne, hvorefter hovedbestyrelsen beslutter, hvem der skal tildeles prisen.

I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne var det Jens Lyberth, tidligere faglig aktiv HK’er og overenskomstkonsulent i GAS, der som formand var primus motor i udbygningen af fagforbundet til et velfungerende netværk i samfundet.

I dag er Jess G. Berthelsen, der er uddannet som maskinarbejder, formand for SIK. Det har han været uafbrudt siden 1990 og har således ledt organisationen gennem årtusindskiftet som den hidtil længst siddende formand.

Jess G. Berthelsens kendetegn som fagforeningsleder er samfundsbevidsthed og -engagement. Fagforeningerne bør nemlig ikke kun have fokus på lige netop løn og arbejdsforhold. De bør også have politisk tæft og se på – og danne sig mening om – samfundsforholdene i sammenhæng. Og det er bl. a. på baggrund af sådanne tanker, at SIK Ungdom blev dannet i 2013 for at tilskynde den yngre generation til faglig og samfundsmæssig aktivitet.

 

Klik her for at hente manuskriptet til Jess G. Berthelsens tale i forbindelse med SIK’s 60-års jubilæum den 1. juli 2016