X
GO
da-DKkl-GL
SIK
Vi skal ikke gøres til kinesere her i landet

1. maj 2019: SIK-formand Jess G. Berthelsens 1. maj-tale har denne overskrift. Læs her hvorfor talen har denne overskrift.

For det første stort tillykke med dagen, den internationale kampdag for arbejderne. Lad dagen fortsat blive markeret med værdsættelse. Det er jo pionererne i arbejderbevægelsen, der ved hårdt arbejde har gjort dagen til en mærkedag.

Det skal også bemærkes, at det er 40-års dagen for indførelse af hjemmestyreordnin­gen. Det skete under anførsel af tre mænd, der kæmpede en i forhold til de gælden­de omstændigheder dengang meget dristig kamp for sagen. Æret være deres minde.

En af de tre bjørne lever stadig og har det godt blandt os her i landet. Han har arbejdet for landet som politiker i en hel generation, og jeg mener, at vi har meget at takke ham for.

 

Overskriften for min tale i dag er: ”Vi skal ikke gøres til kinesere her i landet.”

I de senere år ser vi her i landet flere og flere udlændinge, der er kommet for at arbejde. De østasiatiske er måske de mest synlige. Lad mig straks pointere, at vi ikke skal være uvenlige overfor dem – vi har jo selv tilkaldt dem, og de er vores arbejderkammerater.

Hvis vi skal kritisere nogen, er det ikke dem, men myndighederne, vi skal kritisere.

SIK har i mange år kæmpet for, at arbejderne får mere tid til deres familier, til deres børn, hvilket også lader til at være prioriteret højt blandt politikerne. Barselsorloven gøres jo længere og længere for at tage vare på barnets tarv – og det er i sig selv me­get positivt.

SIK har efter mange års kamp opnået 40-timers arbejdsuge. Og der er ved overenskomster opnået bestemmelser om, at man så vidt muligt skal undgå overarbejde.

Dog hører vi i dag rosende ord, ikke mindst fra Royal Greenland, til fordel for de kinesiske arbejdere omkring deres arbejdsomhed og dygtighed. At de er villige til at arbejde i mange timer.

Lad mig slå følgende fast: Vi skal ikke gøres til kinesere her i landet!

Normalt arbejder man i Kina 12 timer dagligt. Det er ikke fordi, de er glade for dette. Menneskerettighederne i deres land bliver udsat for mange begrænsninger. Deres medbestemmelsesret bliver udsat for væsentlige begrænsninger i det daglige. Og de kæmper vedvarende for kortere daglige arbejdstider, så de kan få mere tid til at være sam­men med deres børn.

Nu føler vi, at man forsøger at udhule de ting, vi i SIK har kæmpet for og opnået. Nu kan man bare indføre arbejdskraft, som man kan ”misbruge”, og som man kan overøse med ros om arbejdsomhed.

Vi, grønlandske arbejdere, skal ikke behandles på den måde! Vi vil gerne have tid til vore børn – tid til familien – tid til omsorg af vore børn.

Man skal også erindre, at vi stadig har længere arbejdstid end i de nordiske lande. De har en 37-timers arbejdsuge. Her er vi atter kommet bagud.

Gentager: Vi skal ikke gøres til kinesere her i landet!

Det er ikke for ingenting, at jeg har sat den overskrift på. Det bliver nemlig mere og mere udtalt, at kløften mellem de velstillede i landet og de almindelige arbejdere bliver større. Og ikke nok med det: Kløften mellem regionerne bliver større og stør­re. Alle landets regioner, kommunerne, kæmper indædt for at tiltrække borgere for at øge deres indbyggertal, for at skabe arbejdspladser, for at få flest mulige skatteindtægter.

 

Vi kommer her til at tabe allesammen. Vi er jo ikke flere end vi er i denne lille nation. Når en kommune har fået flere indbyggere, er det fordi, at en anden kommune har fået færre indbyggere.

Her mener jeg helt bestemt, at Østgrønland er blevet et offer. I Tasiilaq er arbejdsløsheden af en uhyggelig størrelse – den har konstant været på omkring 25 procent i de senere år. Og situationen bliver ikke mindre uhyggelig af, at der ikke bliver gjort noget. Der er ellers planer om tiltag til jobskabelse, men der er hidtil ikke blevet gennemført noget. På den anden side strømmer det fortsat ind med nye borgere til Nuuk, og det er her, snoren knækker.

I dag kan vi se, at boligmangelen i Nuuk vokser. Og det har ført til uhyrligt opskruede priser i boligbyggeriet, som på forhånd fuldstændigt udelukker vore medlemmer fra at komme i betragtning ved lejemål – og prisernes himmelflugt vil fortsætte, hvis man lader stå til.

Derfor er det bydende nødvendigt med en samlet plan for hele landet, hvis tilflytningen til Nuuk ikke skal accelerere.

Og her kommer det mest besynderlige: Hvordan kan det være, at der altid er boliger til kinesere m.v. når en fastboende her i Nuuk skal vente på en lejlighed i 20 år?

Hvis Inatsisartut vil lade situationen være som det er, og dermed acceptere tilflytningen til Nuuk, som den nu er, bør de bevilge penge til boligbyggeri, som vore medlemmer i Nuuk har råd til at bo i.

Det skal dog erindres, at der også er boligventelister i andre dele af landet – men der er boligmangelen heldigvis ikke nær så voldsom som i byen Nuuk. Og det skal noteres, at tomme boliger i de andre steder på kysten er ved at komme til at præge bybilledet.

Derfor er det nærliggende at spørge: Hvor er Kommuneqarfik Sermersooqs planer for byen Tasiilaq, byen Paamiut og bygden Qeqertarsuatsiaat? Efterhånden ser det ud som om, at planerne koncentrerer sig udelukkende om Nuuk.

Det er ud til, at Tasiilaq i Østgrønland nu er en glemt by. Det er på høje tid med en indsats – herunder eventuelt ved at sende de mange arbejdssøgende i Tasiilaq til steder i Vestgrønland, hvor der er mangel på arbejdskraft, medmindre der skabes nye arbejdspladser i Tasiilaq. De kan sikkert udføre et arbejde ligeså godt som kineserne gør.

 

Jeg ser dog et lysglimt forude: Der er sandsynligvis noget på vej i Sydgrønland, omsider sker der noget. I Sydgrønland er arbejdsløsheden også udtalt, og man ser, at folk flytter væk til andre byer efter arbejde. Der er i sig selv noget positivt i det, fordi det er langt bedre end at tilkalde arbejdskraft udefra, når folk i dele af landet, hvor man mangler arbejde, kan flytte til andre dele af landet, hvor man mangler arbejdskraft. Alligevel kan man frygte, at Sydgrønland drænes fortsat for befolkning, hvis der ikke skabes nye beskæftigelsesmuligheder. Nu ser det ud som om, at planerne om minedrift på sjældne metaller kan blive til virkelighed i Kuannersuit ved Narsaq – den mulighed vil SIK hilse velkommen.

Mine gode forhåbninger beror på følgende: Kommune Kujalleq og de to mineselskaber har underskrevet en aftale om prioritering af lokal arbejdskraft, så man i videst muligt omfang skal bruge de lokale menneskelige ressourcer. Og heri ligger også muligheden af, at vore kammerater fra andre steder på kysten, hvor der er knaphed på beskæftigelse, kan søge arbejde her. På den måde kan vi også måske bedre komme til at genkende vores land som en helhed.

Derfor mener jeg også at det er tid til at beslutte sig på at samle begge handelsskoler i Qaqortoq, flytte Jern- og Metalskolen til Sisimiut, og samle al socialpædagogisk uddannelse i Ilulissat.

Der er dog også andre ting, vi skal tage stilling til. Hvis tilflytningen til Nuuk fortsætter, som den gør i dag, hvorfra vil vi så hente arbejdskraft til de andre steder på kysten? Hvem skal arbejde ude på kysten? Og hvordan forestiller man sig, at de øvrige steder i landet bliver beboet fremover?

Det må være på tide at beslutte sig for, at udviklingen sker spredt og decentralt i Nordgrønland, i Diskobugten, i Midtgrønland, i Sydgrønland og i Østgrønland.

Hvis vi ikke siger det og gør det, så frygter jeg, at Kommuneqarfik Sermersooq får sin vision opfyldt med 30.000 indbyggere i Nuuk i år 2030. Det vil sige, at der kun vil væ­re 25.000 tilbage boende i resten af landet – for vi bliver ikke flere, men færre, i Grønland som helhed.

Derfor bør vi nu, mens der er tid, planlægge for hele landet som en helhed. For at skabe bred debat om det, har SIK’s hovedbestyrelse til sin beretning til forbundets repræsentantskabsmøde for nylig som afslutning tilføjet et debatoplæg – og dette debatoplæg kan læses i SIK’s hjemmeside.

Som det er nu, opfører vi os ansvarsløst ved at se igennem fingrene med den situation, at der er mangel på arbejdskraft flere steder, mens der er arbejdsløshed andre steder, ikke mindst i Østgrønland.

Arbejdsløsheden og arbejdskraftmangelen gør vort land skævere og skævere – og kløften mellem de velstillede og arbejderne bliver større og større. Det kan give uhel­dige følger for vore børn på længere sigt, fordi de får det forkerte indtryk, at det skal være normalt, at forældrene bliver hjemme uden at have noget arbejde.

Til sidst vil jeg gerne nævne et emne, som jeg tidligere har omtalt, nemlig at jeg fortsat mener, at beslutningen om at bygge udvidelserne af lufthavnene på én gang er den hidtil største politiske fejltagelse.

Hvis man bygger lufthavnene i passende etaper, vil det give beskæftigelse til flest mulige lokale arbejdere i længst tid.

Jeg håber, at man ved fremtidige beslutninger om sådanne store projekter skal huske at have til formål at beskæftige så mange fastboende arbejdere som muligt og så længe som muligt.

Endnu en gang tillykke med arbejdernes dag – hav en god dag.

 

Forbundsformand
Jess G. Berthelsen, SIK