X
GO
da-DKkl-GL
Hvordan skal udviklingen være på landsplan?

1. maj 2017
Ærede arbejderkolleger.

Hjertelig tillykke med arbejdernes internationale kampdag, som vi endnu en gang kan markere og dermed vise respekt for vore hårdtarbejdende forgængere, der har indført denne mærkedag, hvor vi i fællesskab kan give udtryk for vore interesser og visioner.

Vi har lige været igennem et kommunevalg. Vi vil gerne sige tillykke til de nyvalgte kommunalbestyrelser, og i øvrigt til alle dem, der har deltaget i valgkampen og dermed været med i den lokaldemokratiske handling.

I alle storkommunerne var det forståeligt nok udvikling og innovation, der var på dagsordenen i hele valgkampen. Og det er da helt på sin plads, fordi skabelse af nye arbejdspladser skal mindske ledigheden, og derved skabe grobund for politikernes håb om, at udflytningen fra de enkelte kommuner bliver stoppet.

Men lad os lige kigge på de faktiske forhold. Vi er et lille folk i et kæmpestort land. Vi er 55.750 indbyggere. Indbyggertallet er desværre nedadgående, og man har regnet ud, at vi vil være reduceret til 54.351 i år 2030, hvis denne tendens fortsætter. Altså vil vi blive 1.299 færre.

Kort sagt kæmper vi om de 55.750 indbyggere i dette store land ved skabelse af nye arbejdspladser i kommunerne. Det vil sige, at kommunerne vil kæmpe om at trække på de samme antal indbyggere, hvis ikke fødselsraten stiger i de enkelte regioner.

Med andre ord vil vi tære på hinanden, hvis vi ikke lader folk udefra indvandre hertil.

Det er en kendsgerning, at der er arbejdspladser, som mangler arbejdskraft. Og det i en alvorlig grad enkelte steder. Det betyder, at hvis der ikke kommer arbejdskraft fra andre byer i landet, er der ikke andet at gøre end at tilkalde arbejdere fra andre lande.

Det er også en kendsgerning, at vi river boligblokke ned bestemte steder, da boligerne ikke har været beboet i en flere år, men der andre steder er stor boligmangel.

Hvis befolkningstallet ikke stiger, vil vi fremover slide hinanden op i kampen om indbyggere mellem regionerne. Dem, der har flere penge, vil vinde kampen – sådan har det altid været, medmindre der sker en lovmæssig regulering sted.

Derfor mener jeg, at det er på tide at spørge hinanden om hvordan vi vil udvikle vort så store land med så få indbyggere. Og hvordan vil vi fordele vore rigdomme på landsplan? For tiden er rigdommene først og fremmest fisk, især hellefisk og rejer, og torsken er godt på vej. Vi har ikke andre indtjeningskilder, når vi ikke lige tænker på en enkelt mine, der er under opstart.

Det er en kendsgerning, at hellefisken udgør den dominerende indtjeningskilde i den nordlige del af landet. Den bidrager betydeligt til landskassen og den har et betydeligt behov for arbejdskraft. Hvis der eksempelvis skal være 30.000 indbyggere i Nuuk i 2030, hvem skal så arbejde i fiskeindustrien i Nordgrønland? Og når forarbejdning af fisk er den altdominerende indtjeningskilde som et produktivt erhverv i dag, vil det blive nødvendigt at indføre arbejdskraft f. eks. fra Kina. Og det er en kendsgerning, at hvis udviklingen med stor tilflytning til Nuuk fortsætter, vil der i 2030 være 21.555 indbyggere i byen. Hvordan vi end vender regnestykket, er dette ikke desto mindre en kendsgerning.

Vi har i SIK aldrig lagt skjul på vores håb om, at mineindustrien vil starte op i Sydgrønland, nærmere bestemt i Narsaq. Såfremt minen åbner i byen og kommer rigtigt i gang, og folk fortsætter med at flytte eksempelvis til Nuuk, hvor vil vi så hente arbejdskraft til minevirksomheden i Sydgrønland til den tid? Befolkningstallet i Sydgrønland er jo dalende, det viser statistikken. Og jeg har ikke hørt fra en eneste politiker, der klart kan anvise en brugbar vej til erhvervsudvikling i Sydgrønland – når vi altså ser bort fra mineindustrien.

Det er jo endnu en kendsgerning, at de fleste selvstyreejede virksomheder med mange ansatte er placeret i Nuuk, og det er dem, der bidrager stort til udviklingen af Nuuk som by, i og med, at disse virksomheder igen giver beskæftigelse til andre virksomheder.

Jeg vil gerne understrege, at det er Nuuk, der nu er fremme med så markante udviklingsplaner. Planerne gælder for Nuuk, og jeg kan umiddelbart ikke se, hvad der er af planer om udvikling af hele Kommuneqarfik Sermersooq. Hvad med Paamiut? Hvad med Tasiilaq? Ittoqqortoormiit? Qeqertarsuatsi­aat? Og når Kommuneqarfik Sermersooq har planer om 30.000 indbyggere i Nuuk i 2030, hvem skal så være i Paamiut og i Tasiilaq?

Og lad os forestille os, at Ilulissat nu stiler efter at have 26.000 indbyggere i 2030, hvilket sagtens kan blive en realitet, hvis udviklingen indenfor turismen og fiskeriet fortsætter som i dag. Hvem skal så arbejde i de store hellefiskeområder i Nordgrønland omkring Upernavik og hvem skal så beskæftige sig med råvareforsyning?

Spørgsmålet er op til Inatsisartut, vores parlament. Det er nemlig Inatsisar­tut, der som den centrale myndighed kan beslutte, hvordan udviklingen skal være på landsplan.

Når vi ikke skal fortsætte med tovtrækkeriet, er det nu på tide at tage en beslutning om, hvordan udviklingen skal ske på landsplan.

Det jeg tænker på er, at vore landspolitikere bør tage et ansvar for udviklingen i hele landet for de næste 30 år. Vi vil på arbejdsmarkedet blandt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne følge en sådan beslutning op, og vi vil lægge planer ud fra en sådan beslutning. Hvem ellers kan tage beslutning om udviklingen på landsplan? Vi er jo alle sammen interesseret i, at det går godt i vores kommune, og sådan skal det være. Man kan jo ikke forestille sig, at en kommune siger af egen drift: Ok, når I ikke vil bidrage til udvikling af kommunen her, så lad det være sådan. Derfor er det kun Inatsisartut, som vi har valgt, der kan tage en beslutning om Grønlands udvikling som helhed. Vi har valgt Inatsisartut til det.

Som opfølgning af det overståede kommunevalg, vil jeg lige komme med et lille udfald. Under valgkampen var der en kandidat fra et bestemt parti, som i øvrigt opnåede valg, der gentagne gange gav den besked, at folk ikke bare skal ty til offentlig hjælp, men komme på arbejde. Jeg må indrømme, at det smertede mig inderligt at høre det. I Tasiilaq, i Qaanaaq, i Narsaq og i andre byer kan folk jo ikke finde arbejde om de så gik 50 gange rundt om byen. Det var en besked, der nok gjorde meget ondt på arbejdssøgende i disse byer.

Man skal jo huske på, at der langs kysten er mange SIK-medlemmer, der kun arbejder et par timer om dagen, og der er også mange andre, der arbejder 4-5-6 timer. De bestemmer ikke selv, hvor mange timer, de skal arbejde pr. dag. Så man skal ikke stemple dem som dovne og ugidelige til at brødføde sig selv.

Derudover har vi mange medlemmer, der på grund af manglende arbejde, og på grund af manglende bolig nogle steder, er flyttet til Danmark. For at få dem tilbage hertil, skal vi have et meget bedre socialt system end det er tilfældet i dag. Vi har oplevet, at vore medlemmer fik offentlig hjælp på 800 kr. pr. 14. dag. Hvordan kan man leve af 800 kr. i dag? Kort sagt, vi skal ikke undre os over, at folk, der har været skatteydere i vort samfund i mange år, beslutter at flytte til Danmark, når vi byder dem sådanne forhold, når de bliver arbejdsløse.

Til sidst vil jeg opfordre vore politikere til at trække pengerige folk hertil, da vi må erkende, at der her i landet ikke er penge nok i omløb. Tilskynd dem til at skabe arbejdspladser i et land, hvor der ikke er krig, hvor der er forholdsvis tryghed, og hvor der er gunstige skatte- og afgiftforhold at byde. I mange lande beskæftiges ikke-uddannet arbejdskraft med elektronik. Her mener jeg, at vi fuldt ud er konkurrencedygtige. Når vore arbejderkolleger er vidende om, at der er gode indtjeningsmuligheder og de kan blive beskæftiget 8 timer om dagen, skal de nok komme på arbejde.

Til allersidst føler jeg forpligtet til at komme med en appel: Der har i de senere år været fremsat gentagne ønsker om forbedring af vore børns vilkår. Det er et passende ønske. Vore børn er jo vore arvtagere til at styre vort elskede land.

Selvfølgelig vil det indimellem være påkrævet, når der ikke er andre passende muligheder, at placere et barn udenfor hjemmet. Men det smerter mig inderligt, hver gang der åbnes en ny døgninstitution for børn. Jeg har aldrig betragtet det som noget glædesvækkende. Tværtimod har jeg betragtet det som et nederlag for samfundet.

Det er derfor, at man skal gøre alt, hvad man kan for at give forældrene varig beskæftigelse. Og ikke alene det. Man skal også sørge for, at de får løn, som de kan leve af, og som gør, at de kan forsørge børnene tilfredsstillende. Jeg har da også hørt Inatsisartut-medlemmer sige, at SIK-lønnen er for lav og at der bør foretages særforanstaltninger til gavn for familier, der lever af lønninger i henhold til SIK-overenskomster.

I bør som Inatsisartut-medlemmer vide, at vi i overenskomstforhandlinger har arbejdet for højest mulige lønninger, så folk også kan dække deres faste udgifter, men jeres forhandlere, vel at mærke jeres forhandlere, har altid arbejdet for mindst mulige lønninger. I skal nemlig huske, at vi i SIK ikke har nøglen til jeres pengekasse, og vi kan da heller ikke tage nøglen fra jeres forhandlere. Så hvis I virkelig ønsker, at vore medlemmer få højere løn, så vær venlig at gøre alvor af dette ønske  og vise det ved at give jeres forhandlere bemyndigelse til at give højere løn ved forhandlingerne med SIK.

Vi husker nemlig den bemærkning, som Inuit Ataqatigiits formand kom med ved SIK’s folkemøde sidste sommer, om at brugere af SIK-overenskomster fik for lidt løn. Det var i noget bebrejdende tone. Nu har I mulighed for at gøre noget ved det, da I er kommet i regering. Vær venlig at vise, at det ikke er bare ord. Ikke mindst i den erindring, at I har fået en ministerpost til varetagelse af landets finanser.

Ærede arbejderkammerater. Husk altid, at dette land ikke vil kunne fungere uden jer. Uden jer har dette land ikke nået til denne udviklingsstade. Jeg ved, at vi altid får besked om, at vi ikke er dygtige nok, og at vi ikke er i stand til at møde på arbejde. Men jeg tror på, at såfremt vi får tildelt en ansvarsopgave og der bliver vist tillid til os, vil vi bidrage til at udviklingen i dette land vendes i den rigtige retning fremad. Vi må samtidig erkende, at det at blive vist tro og tillid, og det at blive tildelt ansvar, også forpligter. Derfor lad os sammen og i fællesskab gå fremad for at opnå de resultater, der skal til for at udvikle vort land på ny. Og vi må også vide, at tilpasning er nødvendig for at bidrage til en positiv udvikling. Derfor, mine arbejderkammerater, vi skal aldrig isolere os fra omverdenen, vi skal samarbejde med alle dem, vi kan samarbejde med, og være åbne overfor nye impulser udefra. For der vil altid kommer nye udfordringer, sålænge jorden drejer om sin akse. Vi må aldrig ringeagte medmennesker på grund af religion og race. Verdenshistorien viser gang på gang, at sådanne negative indstillinger aldrig nytter. Vis derimod respekt for alle mennesker, for ringeagtelse af andre mennesker aldrig skaber tillid mellem mennesker, og hævngerrighed skaber aldrig tryghed. På den anden side skaber gensidig tillid lyst til at samarbejde, som virker til vedvarende inspiration og arbejdsglæde.

Endnu engang hjertelig tillykke med dagen. Hav en god dag.

Jess G. Berthelsen
Forbundsformand