X
GO
da-DKkl-GL
SIK-formandens 1. maj-tale

 

1. maj 2018: Arbejdernes internationale kampdag bliver i dag fejret med optog og taler. Læs her forbundsformand Jess G. Berthelsens tale i Forsamlingshuset i Nuuk.

 

Ærede arbejdere - hjertelig tillykke med dagen, arbejdernes internationale kampdag.

Jeg vil heller ikke undlade at ønske tillykke til dem, der har stillet op til valg i Inatsi­sartut og til dem, der har opnået valg. I har jo stillet op for at arbejde for landet og folket, uanset fra hvilket parti, I kommer fra.

 

Jeg vil i år benytte arbejdernes internationale kampdag til at fokusere på den indførsel af udenlandsk arbejdskraft, der er blevet mere og mere udtalt i de senere år.

Selv steder, hvor der tidligere normalt ikke bliver anvendt tilkaldt arbejdskraft, nemlig fiskefabrikkerne, hentes der nu arbejdskraft fra den anden side af kloden, fra Kina. Og det sker, selvom der er lokal arbejdsløshed i bygder og byer i den pågældende region.

Eksempelvis er der registreret 200 arbejdsløse i Maniitsoq og omegn, da der hentes arbejdskraft udefra – og så bliver man nødt til at spørge: Hvordan kan det betale sig at hente arbejdere fra den anden side af kloden, når der for langt mindre beløb kan skaffes arbejdere fra nabobyerne?

Når vi ser ti år tilbage, har fiskefabrikkerne ikke haft stabile produktionstider, de har konstant været ude for lukninger. Arbejderne er blevet sendt hjem med korte mellem, hvilket har været til stor frustration for dem. Men i de seneste år har der været mærkbare forbedringer i fabrikkernes drift – og de er blevet så stabile i produktionen, at de indimellem er kommet til at mangle arbejdskraft.

Det er så her, at de lokale arbejdere bliver skældt ud. De får skylden for arbejdskraftmangelen. Men forestil jer, hvor frustrerende det kan være for dem at blive sendt hjem, bedst som de er i gang med et arbejdsforløb. Råvarelageret er brugt op, siger man.

Det er derfor, at der ikke rigtig har været motivation i at arbejde i en fiskefabrik. Men jeg er sikker på, at arbejderne vil få mere motivation til at søge arbejde i en fiskefabrik, når de ser, at fabrikken kører uden afbrydelser.

Hvad er det så, der gør, at tingenes tilstand er, som den er i vores samfund?

Et sted er der mangel på arbejdskraft til at køre en produktion, et andet sted er der stor arbejdsløshed. I nogle bygder er der registreret arbejdsløshed op til 40%. Det er ikke kun det: Nogle steder er mange boliger blevet lukket, mens vores medlem­mer her i Nuuk må vente 15 år for at blive tildelt en lejlighed. Forestil jer hvor frustrerende det kan være for en person at vente på at få en bolig så længe. Det virker nedbrydende for personen – og det kan endda føre til splittelse af familien.

Ja, vi bliver nødt til alvorligt at kigge nærmere på vores samfundsstruktur. Det er nemlig den måde, samfundet er skruet sammen på, som gør, at der lokalt hersker problemer med arbejdsløshed og boligmangel. Vi må bede i den sure æble og tale ud om tingene.                                     

 

Alle regionskommunerne i dag vil satse på udvikling i deres lokale områder. Det er da også naturligt i sig selv. De vil gerne skabe virksomheder, så der kommer fle­re indbyggere i kommunen, og derved kommer flere skattekroner i kommunekas­sen.

Vi har dog et problem her i landet, nemlig at vi ikke bliver flere indbyggere, tvært­imod bliver vi færre. Faktum er, at tilflytningen til Nuuk bliver større. I de seneste ti år er Nuuks indbyg­ge­re forøget gennemsnitligt med 250 pr. år, når man medregner fødselsraten og dødstallet. Og såfremt tilflytningen fortsætter på den måde, vil der være 21.000 ind­byggere i Nuuk i 2030 – det vil sige, at vi vil være 3.000 flere, da vi er allerede er knap 18.000 indbyggere i dag.

Så er spørgsmålet: Hvor skal folk flytte hen? De 3.000 flere indbyggere i Nuuk i 2030, hvor skal de komme fra – fra Ilulissat? Fra Aasiaat? Fra Sisimiut? Eller fra Qaqortoq? Med andre ord: Hvor skal vi hente de flere indbyggere, som kommunerne vil have, fra? Det er netop den problemstilling, der alvorligt berører spørgsmålet om arbejdskraft.

Der kommer et byggeboom i Nuuk i de kommende år. Og så vidt jeg ved, er der kun tre faglærte tømrere, der er arbejdsløse ude på kysten – hvis de vil, kan de få arbej­de i Nuuk med det samme. Hvem skal så arbejde i Ilulissat, såfremt der igangsættes byggeri dér, hvor får vi tømrere fra?

Der er således brug for koordination her i landet. Så spørgsmålet er, hvad vore po­li­tiske myndigheder vil ? Vi har lige haft valg til Inatsisartut, og vi har hørt, hvad de gerne vil satse på af udviklingstiltag forskellige steder. Det er der ikke noget galt i.

Men jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt tidligere: Landspolitikerne bør have mod til at beslutte, hvordan de gerne vil have, at vort land strukturmæssigt skal se ud om 30 år. Hvis vi fortsat ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, frygter jeg, at pro­blemet med mangel på arbejdskraft vil eskalere, og at boligmangelen lokalt for­skellige steder vil blive forværret, samtidig med, at der lukkes et stort antal boliger andre steder, fordi der ikke mennesker til at bo i dem.

 

I øvrigt er det måske på tide at konstatere, at det er blevet vanskeligt at praktisere ens udvikling alle steder. Når man eksempelvis ser på sundhedsvæsenet, kan man konstatere, at det er blevet svært at skaffe læger, sygeplejersker m.v. en del ste­der. Men en ting er sikker: Hvis vore folkevalgte ikke vil fastlægge retningslinjer for udvikling af vort land som helhed, vil måske kun tre byer vinde – resten vil tabe!

Nogle af vore folkevalgte har tidligere lovet bestemte faggrupper lønforhøjelse – og det har vi hørt igen under den netop overståede valgkamp. Selv landsstyremed­lem­met for finanser har sidste år lovet at give lønforhøjelse til pædagogerne.

(Arkivfoto)

 

Ok, det er udmærket. Og lad os forestille os, at det bliver ført ud i livet, og så vil alle gerne blive pædagoger. Hvem skal så blive tømrere, hvem skal blive rørlægge­re, hvem skal blive malere? osv.

På den anden side ved vi, at arbejdskraftmangelen i fiskeindustrien visse steder bli­ver mere og mere udtalt. Og jeg har endnu ikke hørt en politiker gøre udtryk for, at fiskefabriksarbejderen skal have mere i løn, fordi vi mangler arbejdere – for det er dem, der holder samfundsøkonomien i gang, for når der ikke er nogle til at arbejde i fiskefabrikkerne, er der ingen penge til løn for pædagogerne. I øvrigt har vi set, at fiskerne har oplevet store stigninger i deres indtægter, og for SIK er det naturligt, at man under arbejderne en del af fortjenesten.

Derfor må vi erkende, at vi hvordan vi end vender og drejer tingene er et lille folk og at arbejdsstyrken i samfundet har den størrelse, som den nu har.

Derfor er det også på tide igen at drøfte, hvordan uddannelsens struktur skal være.

Selvfølgelig er det fint, at uddannelsen sker på internationale standarder på alle områder, således, såvidt formålet, at de uddannede kan finde arbejde hvor som helst i verden og er konkurrencedygtige.

Men det er da ikke for at sende de unge ud til arbejde i andre lande, at vi uddanner dem. Vi uddanner dem for at de skal kunne udføre arbejdsfunktioner herhjemme. Og det er da også nærliggende at overveje, om vi ikke skal omlægge eksempelvis boligbyggeriet, så det sker ud fra vore egne muligheder og forudsætninger. Her kan vi samarbejde med lokale konstruktører og ingeniører, der har indgående kendskab til forholdene her i landet.

Det skal dog ikke forstås således, at vi ønsker forringelse af kvaliteten. Og det skal ikke forstås således, at vi vil have kvaliteten sat ned i undervisningen i folkeskolen. Heller ikke skal det forstås således, at vi vi have fremmedsprogsundervisningen ned­prioriteret. Men det, det ønskes er, at vi skal give tingene en struktur, der pas­ser til størrelsen af samfundet her i landet.

 

Den sidstlancerede ordning omkring pensionsopsparing vil jeg også gerne kom­men­te­re. Det gælder bl. a. obligatorisk pensionsordning, som er indført, som i sig selv er en udmærket løsning.

Dog mener jeg, at man burde have samordnet den bedre i samarbejde med de ek­sisterende aktører på pensionsområdet her i landet. Jeg tænker bl. a. på den af Grønlandsbanken lancerede ”Qimatut Pension”. Selvfølgelig er banken interes­se­ret i at tjene på den. Overskuddet går til de enkelte ejere af banken.

I vores eget pensionsselskab, SISA, går overskuddet derimod til fordeling blandt alle medlemmer af pensionsselskabet. Sådan er vores ordning.

Der er også en anden aspekt i denne sag. Da et andet pensionsselskab, ”PFA So­raar­neq”, skulle lukkes, blev der åbnet lovgivningsmæssig mulighed for, at den op­sparing, som vore medborgere her i landet havde indbetalt, og som vi alle som skat­teborgere havde været med til at betale, blev flyttet til Danmark. Man sigter på, at man i for­bindelse med flytningen af disse penge til Danmark, indtjener mid­ler til brug for lufthavns­projekterne, således at man bl. a. regner med, at landskas­sen indbringer 250 mio. kr. op til 400 mio. kr.

Herre Gud! Vi taler meget om selvstændighed i disse år. Ikke desto mindre siger vi ok for at store pengebeløb føres ud af landet. hvornår kan vi så blive selvstændige?

Det vil være på sin plads at spørge de organisationer, der har været medlemmer af ”PFA Soraarneq”, om hvordan de har kunnet acceptere udførslen af de mange pen­­ge, for det er indlysende, at midlerne på længere sigt havde været til bedre nyt­te for vort land. Kort sagt er det ligesom at tisse i bukserne – det varmer kort­varigt, og så bliver det koldt meget hurtigt – landskassen vil nemlig tabe mange penge, når man ser 30 år fremover.

Selvfølgelig kan man ikke regne med, at Selvstyrets repræsentant i ”PFA Soraar­neq” har haft lyst til at bremse flytningen af pensionspengene til Danmark, da Selvstyret vil være meget interesseret i at få midler til lufthavnsprojekterne.

 

Til slut, mine ærede arbejderkammerater, I er i de seneste år blevet påtalt med en del kritik. I har fået en del ord at høre, som ikke er passende at citere i dagens an­ledning.

Men mine ærede arbejderkammerater – I holder dette land i gang. Nogen skal ikke overbevise jer om, at I ikke duer til noget. I skal vide, at I på en dygtig måde holder hjulene i gang i virksomheder i denne natur, som kan være ret ubarmhjertig. Vær sikker på, at dette land med et hårdt arktisk klima kan holdes i gang af en klog og vågen arbejderskare.

Endnu en gang tillykke med arbejdernes dag, og hav en god dag.