X
GO
da-DKkl-GL
SIK
Socialfondene

Her på siden er der grundlæggende oplysninger om socialfondene. Hvad der kan ansøges om og hvem der kan ansøge.

Ansøgningsblanket

 

Generelt

SIK har som fagforbund indgået aftaler med private og offentlige arbejdsgivere omkring ydelser fra en socialfond. Fælles for disse fonde er, at de har til formål at give støtte i forbindelse med alvorlig sygdom – herunder til betaling af ledsagerrejser og logi samt til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

De arbejdspladser, som er listet op her på siden, indbetaler bidrag til fondene.

Er du medarbejder i en af disse virksomheder, har du altså muligheden for at søge om økonomisk hjælp, hvis en nært pårørende eller du selv er blevet alvorligt syg – og gerne vil have én, der står dig nær, til at være ledsager i rejsen til hospitalet og hjem fra hospitalet, og til at være i nærheden under hospitalsopholdet.

Ledsageren kan også søge støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Der er også mulighed for at få støtte til, at et eller flere børn under en bestemt aldersgrænse rejser med en nært pårørende, når barnet ellers ville være alene på bopælen.

De fleste af fondene giver også tilskud til anskaffelse eller fornyelse af briller.

Men før du ansøger, beder vi dig på denne side om at læse nærmere informationer og betingelser.

 

Hvem kan ansøge?

Fælles for alle fondene gælder, at man for at kunne søge om fondenes penge, er ansat på en SIK-overenskomst, hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren indbetaler til socialfonden.

Herefter er det forskelligt fra fond til fond hvem der kan få hjælp (i juni 2020 er der 5 fonde): For Selvstyrets og kommunernes fond gælder det, at alle, der er ansat på en SIK-overenskomst, kan ansøge. En del virksomheder har tiltrådt Selvstyrets og kommunernes aftale. For alle de øvrige fonde gælder det, at medlemskab af SIK er en betingelse for at kunne ansøge.

Se nærmere oplysninger under ”De fem socialfonde”.


Hvad kan der søges om til fonden?

Du kan ansøge om disse ydelser:

  • Tabt arbejdsfortjeneste i en periode, hvor du er sammen med en nært pårørende, der er alvorligt syg.
  • Logi - på hotel m.v.
  • Rejseudgifter i form af flybilletter m.v.
  • Rejsekort i Danmark.
  • Hjemtransport af ligkiste eller urne.
  • Briller (gældende for de fleste fonde – spørg om der er mulighed).

 

Hvem er nært pårørende?

Nært pårørende til ansøgeren er:

  • Forældre
  • Ægtefælle
  • Samlever (mindst ét år)
  • Børn
  • Søskende

 

Hvornår godkendes ansøgningen?

Indkomne ansøgninger behandles som hastesager - dog ikke ansøgning om brille-tilskud, hvor der kan ventes en længere sagsbehandlingstid.

Rejser i corona-tiden
Vær opmærksom på de til enhver tid gældende bestemmelser og anbefalinger, når det gælder rejser ud af landet og ind igen. Følg udviklingen her Landslægeembedets COVID-19 hjemmeside: Indrejse til Grønland
 


 

Dokumentation er vigtig

Udover den udfyldte ansøgningsblanket (blanketten kan hentes her fra siden) har vi for at kunne behandle din ansøgning brug for, at du giver os forskellig dokumentation:
Lægeerklæring
• At man har fået afslag på støtte/dækning af arbejdsgiveren
De 3 sidste lønsedler 
Bopælsattest
 

 

 

Bemærk i øvrigt

Hvis vi har brug for mere information med hensyn til din ansøgning, vil vi kontakte dig.

Vi prøver så vidt muligt at ensarte sagsbehandlingen – som du kan se, er der nemlig en del nuance-forskelle mellem de enkelte aftaler om socialfondene.

Du er meget velkommen til at rette henvendelse til SIK, hvis du er i tvivl og har spørgsmål.

 

De fem socialfonde

Bemærk, at flere andre virksomheder har sluttet sig til de enkelte socialfonde (ved "tiltrædelsesaftale"), hvilket kan ses nedenfor.

• Selvstyrets og kommunernes socialfond: Arbejdspladser under Selvstyret, kommunerne og den danske stat, samt: Tele Greenland, Nukissiorfiit, KNR, Royal Arctic Line, Hotel Arctic, Nuup Bussii, Nuuk Imeq, Maniitsoq Fish og Avannaa Seafood.

• Grønlands Erhvervs (GE) socialfond: Den del af organisationens medlemsvirksomheder, som indbetaler bidrag til fonden. Bemærk, at denne fond ikke giver tilskud til briller.

• Royal Greenland’s socialfond: Omfatter også Polar Seafood og Upernavik Seafood.

• KNI’s socialfond: Omfatter Pilersuisoq, Polar Oil, Neqi, KNI Engros og Pisisa.

• Polar Raajat’s socialfond: Omfatter selskabets fabriksvirksomheder.

 

Kontakt, vejledning og information

Hvis du har spørgsmål om mulighed for hjælp fra de enkelte socialfonde, kan du henvende dig til SIK, tlf. 32 21 33, e-mail socialfonden@sik.gl
Kontakt i SIK's sekretariat udenfor den almindelige åbningstid fra kl. 9.00 til 13.00 og om onsdagen: Dana Dahl, direkte tlf. 34 93 17, eller Inge-Marie Rosing, direkte tlf. 34 93 11.

 Liste over alvorlige sygdomme (som Grønlands Selvstyre benytter, og som Socialfonden også tager udgangspunkt i) Klik her for at hente den

► Hent her informationsskrivelse om behandling af ansøgninger og om ansøgernes rettigheder

Folderen "Ledsagelse ved alvorlig sygdom" til 3-foldet udskrift (udgivet juli 2020)

Link til informationsvideo om fonden:  
Her skal det præciseres, at oplysningen i videoen om, at ansøgning forudsætter medlemskab af SIK, ikke gælder for Selvstyrets og kommunernes socialfond og for de virksomheder, der har tiltrådt aftalen omkring denne fond. En ny video er på vej med opdaterede oplysninger.